Vi tilbyder udredning af haltheder i stalden eller på klinik hjemme hos mig selv i Roskilde. Ved udredning af haltheder, er hensigten først at finde ud af hvorfra smerten/haltheden stammer, for derefter at finde ud af hvorfor det gør ondt (stille en diagnose). Med en diagnose i hånden, er det nemmere at tale om prognose og en plan for genoptræning.
Når det er blevet konstateret at hesten er halt, og vi gerne vil stille en diagnose, ser vi helst hesten inde på klinikken i Roskilde. Faciliteterne er dog pt under udarbejdelse på klinikken, hvorfor udredning i stalden også er muligt. Dette har dog visse forudsætninger:
Hesten skal være ret nemt håndterbar, der skal være både blødt og hårdt underlag at mønstre på, blødt underlag at longere på, et roligt sted vi kan stå i stalden – samt du skal helst kunne stille med minimum en ekstra hjælper (udover dig selv) der er erfaren i at håndtere heste, og som er i form til at løbe med hesten. Jeg kan i visse tilfælde selv have en hjælper med, men dette skal aftales fra gang til gang.
Equi-Librium råder over Lameness Locator ( se www.equinosis.com ), mobilt røntgenapparat og ultralydsscanner.
Initiel vurdering af hesten
Hesten vurderes ift muskelsætning, symmetri, varme, ømhed eller hævelser i led eller bløddele, pulsering etc.
Mønstring, longering, bøjeprøver og eventuelt rideprøve
Alle heste i udredning vurderes med Lameness Locator – et veterinært målesystem som er blevet vidt udbredt på alle større klinikker. Det analyserer hestens bevægelsesmønster og kan med meget stor nøjagtighed måle hvilke(t) ben hesten aflaster (er halt på). Dette er især en stor hjælp når effekten af blokader skal vurderes.
Det første vi derefter gør er at se hesten på forskelligt underlag på bøjet og på lige spor, hvorefter vi som regel laver en bøjeprøve. Hvis symptomerne primært ses ved ridning, ses hesten også under rytter. Mange haltheder har nemlig specifikke “karakteristika” – så som at blive værre/bedre på hårdt underlag, være værst når benet er udvendigt eller indvendigt på cirklen, forsvinde lige ud, blive værre eller være upåvirkelige af en bøjeprøve etc.
Nogle er nervøse for om en bøjeprøve kan skade hesten på længere sigt. Dette er ikke muligt når bøjeprøven udføres korrekt, da benet kun bøjes sammen, uden at der lægges unaturligt pres på nogle strukturer. Hensigten med bøjeprøven er udelukkende at bøje leddet sammen i en fysiologisk normal position – som en rask hest ikke har nogle problemer med. Hvis der er inflammation i eller omkring et led, vil sammenbøjningen til gengæld give kortvarig forøget halthed når hesten løber frem. Det er derfor et yderst værdifuldt redskab, især ved de lavgradige haltheder.
Der findes også flere varianter af en bøjeprøve, som vi kan vælge at udføre. Her kan vi vælge at isolere vores bøjning bedst muligt, så kun enkelte led påvirkes mest. En anden spændende og virkelig nyttig variant af en bøjeprøve, er det vi kalder en “senetest”. Her løftes benet kun lige op over jorden, uden at nogen led sammenbøjes. Dette medfører at bøjesenerne på bagsiden af benet bliver slappe, så eventuelle blodkar inde i senen får plads til at fyldes med blod. Der er nemlig meget få blodkar i en rask sene – mens en sene der har været skadet i noget tid og derfor er i gang med opheling vil være fyldt med blodkar omkring skaden. Når hesten løber frem efter denne test, bliver den lige så halt som ved en sammenbøjning af leddene. Dette fordi senen nu føles hævet pga blodkarene er fyldt op. Der er flest nerver i yderkanten af senen, og disse registrerer hævelsen i senen. Det fortæller os at det højst sandsynligt ikke var pga ledsmerter at hesten blev halt ved bøjeprøven, men pga en sene- eller ligamentskade.
Led- og nerveblokader
Disse anlægges efter det er blevet besluttet hvilket ben hesten er mest halt på og vi har dannet os et billede af halthedens karaktertræk. En blokade er en lokalbedøvelse som vi anlægger systematisk for at lokalisere hvor smerten stammer fra. Vi kan både blokere nervebaner, led og seneskeder, alt efter hvad den kliniske vurdering af hesten indikerer. Hvis man ikke har en indikation ift hvor skaden stammer fra (eller man på nogen måde er usikker), starter man som regel systematisk nedefra og bedøver et område eller et led ud ad gangen. Man starter nedefra blandt andet fordi bedøvelsesmidlet diffunderer (forflytter sig) i vævet, især nedad, og kan forstyrre den systematiske udredning hvis man starter højere op. Strategien for den enkelte hest vurderes i hvert enkelt tilfælde ud fra de foregående undersøgelser.
Den egentlige diagnostik
Røntgenbilleder giver et billede af hestens knogler og led, og er dermed meget vigtige i vurderingen af artrose (gigt) og andre knogleforandringer (feks frakturer, overben, bruskdefekter så som OCD (mus) etc). De er dog ikke begrænset til dette, da de også er meget vigtige i vurderingen af områder for tilhæftning af især leddenes ligamenter, og kan på den måde pege dyrlægen i retning af en diagnose. Røntgenforandringer opstår typisk først når problemerne har været tilstede over længere tid – og forsvinder oftest ikke igen. Man skal derfor være meget forsigtig med at konkludere noget på røntgenbilleder alene, da en hest der havde en skade for mange år siden, men i dag er helt rask, stadig kan have forandringer på røntgen.
Dette leder os hen til ultralydsscanning: Her undersøges bløddele (sener, ligamenter, muskler, menisk, tilhæftning af ligamenter, sener og ledkapsler, ledoverflader/ brusk og ledeffusion (artritis/inflammation) etc. Dette er egentlig en simpel undersøgelsesmetode, det er tolkningen af billederne der bliver meget kompliceret fordi dyrlægen skal have present viden om normalanatomi af et næsten uendeligt antal af strukturer. De strukturer man scanner ofte, bliver man hurtigt dygtig til. De mere usædvanlige områder og diagnoser kan til gengæld volde udfordringer. Jeg optager altid billeder og videoer af en scanningssession. Dette er billeder til internt brug samt mellem kollegaer, da det sjældent giver mening for lægmand. En gang imellem skal jeg hjem og sammenligne det optagede materiale med normalanatomi, samt diskutere hvad jeg har fundet med kollegaer – ved stadig tvivl henviser jeg en gang imellem til de større klinikker, eventuelt bare ved at kontrol udføres hos en af mine meget erfarne kollegaer.
Udvidet diagnostik (henvisning)
En gang imellem kan det blive nødvendigt at udføre udvidet diagnostik så som scintigrafi, MR scan eller CT scan. Dette foregår som en henvisning til klinikker der udfører dette.