Tandbehandling

En tandbehandling til heste er ikke længere ‘bare’ en tandrasp – og heldigvis for det! Igennem de seneste år har dyrlægefaget taget et stort ryk indenfor tandpleje hos heste, takket være nogle ekstremt dedikerede dyrlæger. En gang var det smart at kunne raspe hestens tænder på under 5 minutter og uden bedøvelse. Dette med manuel håndrasp, uden lys og til nøds med en hånd i munden for at mærke efter skarpe spidser. Nu er tilgangen som oftest en anden. Tænder hos heste tages langt mere seriøst og mange dyrlæger tager efteruddannelse. Tandstillingen, tyggefladerne og sunde tænder betyder rigtigt meget for et dyr, som æder i op til 16 timer i døgnet, plus vi skal huske på at rigtigt meget af vores kommunikation foregår gennem hestens hoved og mund. Derudover har tænderne en direkte virkning på kæbeleddet og dermed resten af hestens krop. Når vi kommer ud og laver en mundhuleundersøgelse og tandbehandling, foregår det under sedation (bedøvelse). Når hesten slapper af, lægges mundspærren på. Hestens mund skylles grundigt og lyset tændes. Der kigges ind i hestens mund med lys og et lille dental-spejl benyttes for at kunne se alle flader af tænderne.

Jeg laver kun rutinemæssige tandbehandlinger – og henviser til specialister ved behov for yderligere undersøgelse og behandling af fundne problemer.

I en unghests mund foregår der mange ting! Denne hest har lidt usædvanligt skiftet både kindtand nr 7 og nr 8 i dens tredje leveår. Normalt skiftes kindtand nr 8 først når hesten bliver 4. For at evaluere hvad der foregår nede i sådan et mellemrum, skal der bruges både lys, spejl og arbejdsro 👍
Hesten sederes (beroliges)
Munden undersøges med mundspærre og lys
Tændernes tyggeflade vurderes med spejl
Alvorlig karies i en kindtand