Kiropraktik

En kiropraktors fokus er at genoprette leddenes og nervesystemets normale funktion ved at manipulere med led, muskler og bindevæv indenfor en normal-fysiologisk ramme. Det betyder at vi aldrig arbejder udenfor hvad der er normalt for hestekroppen og hestens led at udføre – og det er på denne måde vi kan sikre at en kiropraktisk behandling (udført af en certificeret hestekiropraktor) aldrig kan udgøre en risiko for hesten.

Som kiropraktorer tager vores arbejde udgangspunkt i hestens rygsøjle, dennes funktion og bevægelighed. Det skyldes at samtlige nervebaner løber igennem ryggen hvor deres vigtigeste funktion er at transportere alle signaler til og fra hjernen. Derfor er rygsøjlens funktion afgørende for om resten af kroppen fungerer optimalt.

Vi arbejder imod at opnå normal funktion af alle led, muskler og reflekser.

Muskelreflekser i ryggen og halsen skal kunne udføres følsomt og ens til begge sider, op og ned, uden større irritationer eller smertereaktioner fra hesten.

Se behandling og vurdering af en ung DV her:

En behandling består altid af både mønstring af hesten på longe samt en fuld fysisk gennemgang af hesten. Vi ser altid hestene gå, da dette giver os helt essentielle informationer i forhold til hvordan vi rådgiver ejer i forhold til det videre forløb. Hvis der er bevægelsesforstyrrelser på longen, vælger vi ofte (i samråd med ejer) både at mønstre hesten lige ud og at bøjeprøve hesten. Dette er en test som kan afsløre inflammation og skader i led eller sener i benene, og er et meget vigtigt redskab for ikke at overse benproblemer som årsag til rygsmerter. Faktisk er der blevet lavet et studie der viser at 74% af heste med rygsmerter er halte. Omvendt har 32% af alle halte heste derudover ondt i ryggen (Landman et al. 2004). Dette er også vores oplevelse i arbejdet som hestekiropraktorer – og derfor har vi besluttet at fokusere rigtigt meget af vores efteruddannelse på diagnosticering af haltheder. Vi laver både udredning selv (læs om udredning her), men henviser også meget gerne til andre klinikker – eller samarbejder med den dyrlæge ejer foretrækker laver dette arbejde.

Se en lidt mere udpenslet behandling af en Hannoveranerhoppe her (inkluderet at vi viser øvelser som løft af lænd og brystkasse og “fluen på skulderen” (halsøvelse)):

I de fleste tilfælde bliver hestene glade for behandlingen allerede ved første eller anden behandling. Til meget ømme heste vælger vi tit at starte med bindevævsmassage for at løsne op i bindevævs-og muskelsmerter inden (eller indimellem) vi udfører de kiropraktiske teknikker. Som regel får dette hesten til at slappe bedre af og acceptere behandlingen – og i mange tilfælde kan bindevævsteknikkerne i sig selv være dem der løsner låsningerne i leddene. I sjældne tilfælde kan det være en fordel med en let sedation for at få hesten til at slappe af.

Kiropraktoren “retter” egentlig ikke på noget i den forstand at han flytter på noget som er skævt. Men da vores krop jo hænger sammen vha. en masse led, vil et led der ikke har fuld bevægelighed, give indtryk af at man er “skæv”, hvis leddet kun kan bevæge sig den ene vej. Kiropraktoren korrigerer dette ved at give et skub til leddet i præcis den vinkel leddet er skabt til at bevæge sig, samt indenfor dets normale bevægeligheds-kapacitet – og genopretter på den måde leddets normale bevægelighed. Hesten virker herefter lige igen fordi leddenes normale bevægelighed er genoprettet.

En kiropraktisk låsning er for mange et lidt diffust begreb som det er svært helt at forstå. Sådan en låsning består af flere del-elementer, så som smertefulde kramper i de små muskler omkring leddet, ændret nervemæssigt input og output til/fra hjernen etc. Dette giver i den mere akutte fase mindre eller større smerter ved aktiv eller passiv bevægelse af leddet. I den mere kroniske fase (når låsningerne er “gamle” og ikke bliver generet i det daglige) gør de som regel ikke længere ondt, men hesten har til gengæld mistet kontrol over leddet – og kan således ikke længere selv vælge at bevæge det. Det er måske dette der har givet betegnelsen “låsning” – altså at leddet er låst for normal bevægelse. Det er derfor, modsat hvad man måske skulle tro, ofte væsentligt nemmere for os at løsne de “kroniske” låsninger – som altså kun skal forstås som kroniske i den forstand at de er ældre end 2-3 uger. Når en “kronisk” låsning løsner, høres ofte den karakteristiske pop-lyd som man kender fra ens egen tur til kiropraktoren, eller når man “knækker” ens fingre. Dette er for os et udtryk for at leddet har været i sin yderposition uden væsentlige muskelkramper omkring leddet, og er altså et tegn på at leddet er klar til at løsnes – og vedblive at være løsnet.

Når mere kroniske låsninger løsnes, starter til gengæld et ekstra stort behov for igen at styrke musklerne der sidder tæt på leddene – da disse relativt hurtigt atroferer (tilbagedannes/ svinder ind) efter den lange tids inaktivitet. Disse kan heldigvis nemt styrkes vha refleksøvelserne “løft af brystkassen”, “løft af lænden” samt “fluen på skulderen”. Faktisk er det blevet videnskabeligt vist at man ved at udføre disse øvelser signifikant styrker denne muskulatur (mm. multifidus) – og på den måde forebygger at der sætter sig nye låsninger – ved lette låsninger kan øvelserne endda løsne dem inden de når at sætte sig for godt.

“Fluen på skulderen”, en øvelse jeg som regel lykkes at lære hesten ved første behandling. Ved at klø/kilde hesten på skulderen, vender den hovedet om – halsen skal bøjes ensartet og nemt, mulen komme hele vejen rundt, og ørene skal holdes helt lige. Øvelsen giver ikke det samme som gulerodsøvelsen. Begge har sin berettigelse, men denne er bedre til at løsne låsninger i leddene.

Video af refleksøvelser: Vi anbefaler at udføre disse 1-2 gange om ugen (eller mere). En gang om ugen må hesten meget gerne bedes om at holde løftet i brystkassen i ca 1 min. Husk stadig at kun give korte signaler, og læg bare en hånd på brystbenet/maven mellem signalerne – så hesten får ros for at gøre det rigtigt.

Krampetrækningerne i de små muskler forsvinder når leddet igen kan bevæge sig normalt, og derfor virker kiropraktik også smertestillende – fordi det fjerner årsagen til smerten. Men jo mere akut problemet er, jo større risiko for at leddet igen låser fordi krampetrækningerne ikke altid slipper 100% (feks hvis hesten ikke tillader fuld behandling pga smerter), de store muskelgrupper trækker skævt i leddene igen (feks pga ubalance under ridning), eller det primære problem ikke er væk (feks når halthed, en utilpasset sadel, ubalance under det fysiske arbejde, dårlig holdning, mavesår, skæve eller ubalancerede hove etc etc) ligger til grund for at problemet er opstået. Det er derfor vigtigt at genbehandle hesten indenfor rimelig tid (som regel 3-8 uger). Her vurderer vi både effekten af den forrige behandling og respons på den nye. Ofte vil heste der var meget ømme til første behandling, udvise en helt anden positiv indstilling til den anden behandling. Så er alt godt. Men hvis hesten stadig er meget låst og øm og ikke vil arbejde med, så taler vi med ejeren om muligheden for at det primære problem stadig er til stede – og deraf muligheden for yderligere udredning af det mistænkte problem.

Til gengæld, jo mere kronisk problemet er, jo nemmere er det som regel for kiropraktoren at løsne det (forudsat årsagen til problemet er løst – det kan for eksempel være en tidligere dårlig sadel, tidligere ømme hove, enkelthændelser som spænding under kørsel, forkert landing efter et spring, tidligere halthed etc). Her er problemet mere at de små muskler omkring leddene er blevet tilbagedannet sfa inaktivitet – og her ligger opgaven i særlig grad i at udføre refleksøvelser for at styrke disse muskler. Her fokuserer genbehandlingen mere på at igen løsne leddene så ejer effektivt kan fortsætte med refleksøvelser – og selvfølgelig også den korrekte træning fra jorden eller under rytter.

Normalt kræver det 2-4 behandlinger at få den normale funktion helt tilbage – hvis dette ikke løser problemet, skal der kigges efter andre primære årsager.

Ved primære skader i benene, vil spændinger forplante sig til ryggen, og kiropraktik kan i disse tilfælde være med til at løsne op for spændingerne og dermed lindre smerterne. Men det er meget vigtigt at man diagnosticerer og løser det primære problem i benene hvis det kan lade sig gøre. Kiropraktikbehandling må ikke blive en “sovepude” på den måde at man så udsætter egentlig veterinær behandling. Det er meget vigtigt at man får hesten udredt videre hvis 2-3 kiropraktikbehandlinger ikke løser problemerne. Derudover er det helt essentielt at både tænder og hove bliver passet optimalt, da problemer her ofte giver sekundære problemer i led, muskler, sener og ryg.

Ved problemer der ikke lader sig løse med traditionel behandling, for eksempel “færdig udviklet” spat eller andre gigtforandringer, kan kiropraktik med fordel bruges som smertelindrende behandling og for at begrænse yderligere skæv- eller overbelastninger. Et kiropraktisk check kan også være en god måde at få en status på om hesten har ondt – da benproblemer som beskrevet oftest sætter sig som smerter i ryggen i løbet af relativt kort tid.