Forfangenhed

Referat fra foredrag med Chris Pollitt, veterinær og førende forsker indenfor forfangenhed på hest

Af Katrina Ask og Tone Lygren

“Det er universelt anerkendt at nøglehændelsen i laminitis er kollaps af SADP (Suspensory Apparatus of the Distal Phalanx – dvs hovens mekaniske ophæng/støtteapparat).” – Chris Pollitt

Der findes tre måder hvorpå dette kan ske:

1.  Septisk shock/ endotoxinæmi (blodforgiftning) som følge af alvorlig inflammation og/eller infektion (som tilbageholdt efterbyrd, kraftig tarmbetændelse, høj feber, alvorlig lungebetændelse).
2.  “Supporting limb laminitis” – efter længere tids mekanisk overbelastning af et ben (f.eks pga alvorlig halthed i et andet ben).
3.  Hyperinsulinæmi (forhøjede insulinniveauer i blodet) – sfa. kortisonbehandling eller endokrine lidelser så som EMS (Equine Metabolic Syndrome), Cushings/PPID.

Da op til 90% af alle forfangenheder har baggrund i hyperinsulinæmi, er det her vi lægger vores fokus i denne mini-artikel.

Den normale hov

Hovens anatomi er meget kompleks, men vi vil her forsøge at give et enkelt overblik for den almindelige hesteejer.

Hovbenet er en knogle, hvorpå der er underhud (levende bindevæv; hvor blodkar kommer ind og forsyner hoven med næring) og overhud (selve hovvæggen, også kaldt hovkapslen). Underhud og overhud er komplekst bundet sammen via fingerlignende projektioner, kaldet lameller. Hovbenet har derudover forbindelse til hovkapslen via et ophængssystem (støtteapparat) i underhuden kaldet SADP (Suspensory Apparatus of the Distal Phalanx). Via dette ophæng overføres hestens vægt til hovvæggen – således at hestens hovben ikke presses direkte ned mod sål og underlag, men snarere fordeles i hele hoven via hovvæggen (se fig. 1).

Fig. 1 – Illustration af den normale hovs SADP (Suspensory Apparatus of the Distal Phalanx – dvs hovens mekaniske ophæng) i gennemtrædningsfasen.

Det nye horn bliver primært dannet i nogle tubulære (rørformede) forbindelser mellem underhud og overhud placeret i kronranden, ved hovbenets spids og i hele sålen (se fig. 2).

Fig. 2 – Dannelse af nyt horn sker primært fra tubulære strukturer i kronrand, hovbenets spids samt i hele sålen.

Overhuden (selve hovkapslen) består inderst af en basalmembran og et lag basalceller. Disse celler deler sig hastigt for at danne det nye horn. Cellerne har et kraftigt indre skelet, “cytoskeleton”, der stabiliserer cellen og placeringen af dens kerne, samt hemidesmosomer og desmosomer der forbinder cellerne tæt til hinanden og til basalmembranen. Dette er vigtigt at vide da det er netop i disse strukturer det går galt når hesten bliver forfangen.

Energimetabolismen i hoven – den lidt nørdede udlægning af problemet

Energimetabolisme i den normale hov

Der er ingen eller meget få insulinreseptorer i cellerne i hoven. Derimod er der nogle insulin-uafhængige (GLUT) receptorer som sørger for at cellerne får den energi de skal bruge (glukose/sukker) – hovens celler har nemlig et meget højt energiforbrug. Men når der ikke er nogen insulinreceptorer i hoven, hvorfor giver et højt insulinniveau så problemer? Når ikke der er insulinreceptorer i cellerne, burde cellerne være “immune” overfor blodets insulin. Forklaringen ligger i nogle receptorer der hedder IGF-receptorer, altså en receptor der normalt binder til IGF-1 (Insulin-Like Growth-Factor-1). Som navnet indikerer, har IGF-1 insulin-lignende virkning på cellerne. Men modsat insulin, som sørger for at cellerne optager glukose, sørger IGF-1 for at cellerne deler sig og bliver til flere. Da cellerne i hoven deler sig meget for konstant at danne nyt horn, giver det mening at der er mange IGF-1 receptorer.

Energimetabolisme i den forfangne hov

Når koncentrationen af insulin i blodet stiger til over et vist niveau (som det ses efter et måltid med meget sukker/stivelse eller hos heste med insulinresistens/EMS), bliver IGF-receptorerne i hoven (fejlagtigt) følsomme for insulinet, og binder insulinet. Dermed sættes delingen af cellerne i hoven op på turbo-niveau – faktisk præcis lige som man ser ved cancer (kræft). De hurtigt delende celler taber deres indre skelet samt forbindelserne mellem cellerne (i alvorlige tilfælde tabes også forbindelsen til basalmembranen). Lamellerne vokser dermed og bliver meget lange, støtteapparatet bliver strakt og ødelægges – den sirligt og genialt opbyggede hov taber på denne måde sin struktur og hestens vægt kan derfor ikke længere fordeles ud til hovvæggen via støtteapparatet. Hovbenet præsses i stedet direkte ned i sålen, især i tåen, mens hovbenet roterer og/eller synker inde i hovkapslen – i alvorlige tilfælde oplever hesten hermed en ekstrem smerte (se fig. 3).

I milde tilfælde bliver hesten kun øm på ujævnt underlag, mens den i de mest alvorlige tilfælde slet ikke kan gå. Mange heste vil i alvorlige tilfælde forsøge at aflaste tåen ved at strække forbenene fremad.

Fig. 3 – Illustration af den forfangne hovs SADP (Suspensory Apparatus of the Distal Phalanx – dvs hovens mekaniske ophæng) i gennemtrædningsfasen. Lamellerne forlænges og støtteapparatet giver efter. Der kan tydeligt ses at hovbenet synker i kapslen og der således lægges et enormt præs i hovens tå.

Opheling efter forfangenhed

Vi vil i denne artikel kun kort omtale behandlingen af forfangenhed. Jo tidligere man opdager at der er problemer, jo bedre chancer har hesten for at blive rask. I de helt akutte stadier har det meget stor værdi at afkøle benene (gerne isvand op til forknæ/has) – dette kan foretages i de første 72 timer. Så snart det er muligt, bør der pålægges en sko med overruldning tilbage omkring hovbenets spids, mens området under tåen (hvor hesten oplever mest pres/smerte) bliver fritlagt. Der er faktisk ikke videnskabelige beviser for at smertestillende er vigtigt for at hesten heler op – men det er dog uanset nødvendigt i de fleste tilfælde af hensyn til hestens velfærd. I de akutte stadier skal hesten bevæge sig mindst muligt for at forebygge rotation/synkning af hovbenet. Rotation/synkning sker normalt i løbet af den første måned efter det akutte tilfælde – vi anbefaler derfor først at få taget røntgenbilleder efter 3-4 uger. Så snart hesten er komfortabel er det en fordel med kontrolleret bevægelse for at forbedre blodflowet til hoven samt nedsætte insulinniveauet i blodet. 

Sidst men ikke mindst, er det helt essentielt at analysere sig frem til årsagen til forfangenheden. Hvis hesten har en underliggende endokrin lidelse, kan det være til stor hjælp at få stillet denne diagnose, da man så både kan forebygge nye tilfælde ved kost- og motionsændring, samt medicinere hesten hvis dette skønnes nødvendigt. Vi har i dag meget gode muligheder for at håndtere den insulin-inducerede forfangenhed, og i langt de fleste tilfælde kan hesten blive en velfungerende ridehest igen med den rette behandling og forebyggende tiltag.